Claudins er tetraspan transmembrane proteiner af stramme kryds. De bestemmer barriereegenskaberne for denne type celle–cellekontakt, der findes mellem plasmamembranerne i to naboceller, såsom forekommer i endotel eller epitel. Claudins kan helt stramme den paracellulære kløft for opløste stoffer, og de kan danne paracellulære ionporer. Det antages, at de ekstracellulære sløjfer specificerer disse claudin-funktioner. Det antages, at den større første ekstracellulære sløjfe er kritisk til bestemmelse af den paracellulære tæthed og den selektive ionpermeabilitet. Den kortere anden ekstracellulære sløjfe kan forårsage indsnævring af den paracellulære kløft og have en holdefunktion mellem de modstående cellemembraner. Sekvensanalyse af claudins har ført til differentiering i to grupper, udpeget som klassiske claudins (1-10, 14, 15, 17, 19) ikke-klassiske claudiner (11-13, 16, 18, 20-24), i henhold til deres grad af sekvenslighed. Dette afspejles også i de afledte sekvensstrukturfunktionsforhold for ekstracellulære sløjfer 1 og 2. Begreberne udviklet sig fra disse fund, og de første foreløbige molekylære modeller for homofile interaktioner kan forklare det forskellige funktionelle bidrag fra de to ekstracellulære sløjfer ved stramme kryds.