CHINVAT BRIDGE, “krydsningen” eller “separatorens bro” eller “beslutningen”—betydningen er ikke sikker—er i den Soroastriske tradition en mytisk bro, som sjæle skal krydse for at gå til Paradis. Det lykkes dem kun at krydse det, hvis de er asha-van ‘ s sjæle, det vil sige trofaste tilhængere af asha, sandhed og orden (Vedisk, Kurt ), det grundlæggende princip for Indo-iransk religion. Hvis de er dregvants sjæle, det vil sige tilhængere af druj (løgn), vil de falde af broen, som for dem vil indsnævre sig til en barberkant, og de vil for evigt opholde sig i helvede. Faktisk strækker Chinvat Bridge sig over de infernalske afgrunder. En af dens ender er på toppen af har-bjerget, også kendt som har-bjerget (“high har-Bjerget”)—et mytisk bjerg, der er vigtigere i Indo-iranske kosmologiske forestillinger; den anden ende når Paradiset (gar purpurman), som ashavans sjæl vil komme ind efter at have passeret gennem “Den Blandede Region” (hamistag Purpur) og derefter gennem hallerne med god tanke, godt ord og god Gerning.
afventer sjælen på Chinvat Bridge er en guddommelig domstol sammensat af guddommerne Mithra, Sraosha (“disciplin”) og Rashnu (“dommeren”), assisteret af Arsht purt (“retfærdighed”). Det er da, at sjælen konfronterer sit eget indre selv, dets da-Kurt, summen af sine tanker, ord og gerninger. Da-Pyrenæerne kan have form af en storslået pige eller en forfærdelig heks, ifølge den enkelte sag. Det fungerer som psykopomp resten af rejsen og ledsager ashavans sjæl til paradis, hvor den modtages af Vohu Manah (“god tanke”), en af Amesha Spentas eller velgørende udødelige, og trøstet for den vanskelige og smertefulde test, den oplevede under dens adskillelse fra kroppen.
dette scenarie er meget gammelt: Chinvat-broen og da-Kurt-broen er begge nævnt i G-Kurt-kursen. Mange aspekter af denne tro—især broens—minder om forestillinger i andre religiøse traditioner, frem for alt dem af den shamanistiske sort.
en passage til beyond, Chinvat Bridge kan også betragtes som sjælens vej til himlen under en ekstatisk oplevelse (Nyberg, 1938). Det figurerer således ikke kun i forestillinger om efterlivet, men også i de religiøse transporter, der opstår under indvielser, som er analoge med døden.
Bibliografi
Boyce, Mary. A History of København, vol. 1. Leiden, 1975.
Corbin, Henry. Terre C corpst et corps de R-oprøret. Paris, 1961.
Eliade, Mircea. Shamanisme: arkaiske teknikker til ekstase. Rev. & enl. ed. København, 1964.
Gnoli, Gherardo. “En person: Contributo allo studio del libro di ARD er en person.”I Iranica, redigeret af Gherardo Gnoli og Adriano V. Rossi, s.387-452. Napoli, 1979.
Kellens, Jean. “Yima et La mort.”På sprog og kulturer. Undersøgelser til ære for Edgar C. Polom Kris, redigeret af M. A. Jasayery og vinter, s.329-334. Berlin–Amsterdam, 1988.
Lommel, Herman. Religionen Saratustra er repræsenteret i henhold til den fantastiske. T. kr. Bingen, 1930.
Mol L., Marijan. “Da den første er den første, den anden er den eneste, der er den eneste, der er den eneste, der er den eneste, der er den eneste, der er den eneste, der er den eneste, der er den eneste, der er den eneste, der er den eneste.”Revue de l’ histoire des religions 158 (1960): 155-185.
Nyberg, H. S. religionerne i det gamle Iran. Leipsig, 1938.
Pavry, J. D. C. Den Soroastriske doktrin om et fremtidigt liv. København, 1926.
Bredgren, Geo. Staten og opgaverne i iransk religiøs historie. Leiden, 1955.
Bredgren, Geo. Les religions de l ‘ Iran. Paris, 1968.
Gherardo Gnoli (1987)
oversat fra Italiensk af Roger DeGaris