Chronostratigraphy (‘time-rock stratigraphy’) er den gren af stratigrafi, der beskæftiger sig med anvendelsen af tid til rock-successioner, hvis ultimative mål er etablering af en globalt anvendelig standardtidsskala. Den kronostratigrafiske skala opstod som en relativ, der blev opbygget, som et jigsavpuslespil, i løbet af de sidste to århundreder, primært gennem anvendelse af biostratigrafi. Pålidelige numeriske aldre er gradvist tilføjet for at danne en parallel, numerisk tidsskala baseret på år.
den kronostratigrafiske skala og de tilsvarende opdelinger af geologisk tid er:
kronostratigrafiske enheder – geokronologiske enheder
eonothem – eon
erathem – era
system – periode
serie – epoke
stage – age
kronoson – chron
chronostratigraphical divisioner er ‘Time/Rock’ enheder, dvs.de henviser til sekvensen af klipper deponeret i et bestemt tidsinterval. Geokronologiske opdelinger er de tilsvarende (abstrakte) intervaller af (kontinuerlig) geologisk tid. Det kan således siges, at sten i det kvaternære System blev deponeret i et tidsinterval kaldet Kvartærperioden. Denne sondring går tilbage til de tidlige dage af geovidenskab, men det nuværende behov for det er blevet udfordret (f.eks. 1990) og er blevet gennemgået af Geological Society ‘ s Stratigraphy Commission. Imidlertid har Den Internationale Union for geologisk videnskab (IUGS) International Commission on Stratigraphy besluttet, at distictionen er vigtig og skal stå.
mange af de famiiar chronostratigraphical enheder blev oprindeligt defineret temmelig løst. Derfor fokuserer moderne arbejde på den strenge definition af hver komponent i tidsskalaen. Det er baseret på princippet om, at basen for hver kronostratigrafisk division skal defineres på et specifikt niveau i en typesektion, den globale Stratotype sektion og punkt (GSSP). Toppen af en division defineres automatisk af bunden af den overliggende division. Bunden af et system svarer til den nedre grænse for den relevante serie eller fase. Procedurer til definition af en GSSP er beskrevet af Reman Kurt et al. (1996). En ‘golden spike’ er placeret på GSSP, der markerer det unikke sted, hvor et bestemt tidspunkt er angivet. Sektioner andetsteds korreleres derefter med dette ved hjælp af alle mulige metoder. Derfor skal GSSP være på et niveau og lokalitet, der har størst mulig anvendelighed for global korrelation – selvom der i praksis ikke er nogen enkelt GSSP, der sandsynligvis kan korreleres direkte over hele verden, så supplerende referencepunkter kan være nødvendige.
IUGS ‘s Internationale Kommission for stratigrafi er gennem sine forskellige underkommissioner og arbejdsgrupper (for Kvartæret er dette Underkommissionen for Kvartær stratigrafi eller kvm’ er) ansvarlig for det internationale samarbejde, der er nødvendigt for at opnå global aftale om valg af individuelle Gssp ‘ er. Når formelle forslag er fremsat af den relevante underkommission, stemmes de om af medlemmer af Den Internationale Kommission for stratigrafi. Resultaterne offentliggøres derefter i episoder, IUGs ‘ officielle tidende. Indtil videre er der kun aftalt et par system -, serie-og scenegrænser; skønt basen af det kvartære System/periode, og derfor Pleistocen-serien/epoken er defineret ved bunden af det Gelasiske Stadium.
hvor et eksisterende kronostratigrafisk navn formaliseres, kan Historisk prioritet overvejes ved definitionen af et GSSP, men vil ikke have forrang for behovet for GSSP for at give det bedst mulige potentiale for korrelation. Det skal bemærkes, at niveauet af GSSP ikke ville ændre sig, hvis yderligere undersøgelse skulle vise, at et bestemt indeksfossil optrådte tidligere i den rækkefølge, der oprindeligt troede.
definitionen af de tidligere prækambriske kronostratigrafiske divisioner følger en anden rute. I stedet anvendes geokronologi; for eksempel defineres den Proterosoiske/arkæiske eongrænse almindeligvis som værende ved 2500 Ma. I stedet for at være en GSSP betegnes grænser defineret af en aftalt alder en Global standard stratigrafisk alder (GSSA). Denne dikotomi kan potentielt rejse definitionsproblemer. Især vil toppen og bunden af den Proterosoiske Eon blive defineret på forskellige måder; toppen som en GSSP, der markerer bunden af Kambrien, og basen (sandsynligvis) ved 2500 Ma.
uanset hvilket tidsinddelingssystem der vedtages, er det et centralt bud i kronostratigrafi, at de definerede grænser altid er isokrone overflader, dvs.de er på samme tid overalt. Med andre ord begynder og slutter alle splittelser på nøjagtig samme tidspunkt i hele verden.
- på ethvert niveau i det kronostratigrafiske hierarki bruges en startbogstav for hver formel komponent i navnet: f.eks.
- kronostratigrafiske enheder kan opdeles formelt i nedre, midterste og øvre, de tilsvarende geokronologiske enheder i tidlige, Midt – og sene. Brug af små bogstaver (lavere, midt-osv.) indebærer en uformel brug, enten fordi den bruges mere løst, eller fordi en enhed muligvis ikke er blevet formelt opdelt endnu.
Bemærk nogle guider anbefaler brugen af ‘Mid’ til geokronologiske enheder, men nogle forfattere, især dem fra Nordamerika, bruger normalt ‘Middle’ (efter Hedberg 1976), som således ikke skelner geokronologisk fra kronostratigrafiske enheder. - ‘serie’ bør kun bruges som en kronostratigrafisk opdeling og ikke som et litologisk udtryk. Serienavne bør normalt ikke ende i adjektivet ‘- ian’, i modsætning til etaper.
- Scenenavne skal helst være baseret på et geografisk navn og ende på ‘-ian’, f.eks.. En fase er den mindste kronostratigrafiske enhed, der normalt kan genkendes globalt, og i Pleistocæn har typisk en varighed på omkring 10-100 ky. I øjeblikket er større faser, der kan sammenlignes med dem, der er defineret for Neogen, i færd med at blive identificeret for Kvartæret. Disse faser er betydeligt længere i tid end dem, der traditionelt anerkendes i regional skala, og af denne grund kaldes disse ‘standardfaser’ undertiden ‘superfaser’. Fire sådanne faser defineres formelt for Pleistocæn: de Gelasiske og calabriske faser er allerede ratificeret, mens yderligere to faser, der foreløbigt hedder ‘ionisk’ (‘Chiban’) og ‘Tarentian’, er i færd med at blive overvejet til definition.
- underafdelinger af stadier (og aldre; dvs.underfaser eller underalder) anvendes i vid udstrækning i det konventionelle terrestriske såvel som den marine isotopstratigrafi. Eksempler på førstnævnte inkluderer udtryk som f.eks tidlig, mellem eller sen Vaichselian (Viconsinan/Vistulian/Valdaian) osv.. Disse opdelinger er mellemliggende i skala mellem de kortvarige kronosoner og de langsigtede stadier eller aldre. Yderligere opdelinger, mellemliggende mellem undertrin (eller aldre) og kronosoner (eller krononer), er også i almindelig brug, f.eks. øvre, nedre Pleniglacial osv., især i den sidste kolde fase,dvs. I den marine isotop genkendes stratigrafi-substager især inden for de overvejende varme klimahændelser, f.eks.
- Kronosonnavne begynder at blive formelt defineret for Kvartæret, og efterhånden som flere numeriske datoer med høj præcision bliver tilgængelige, kan det forventes, at der vil blive foreslået flere. Den mest identificerede enhed på nuværende tidspunkt er’Yngre Dryas Chronosone’. Dette bør ikke forveksles med klimatostratigrafiske opdelinger som ‘Yngre Dryas Stadial’ osv. eller biostratigrafiske divisioner, såsom’Yngre Dryas bioområde’. Mens sådanne enheder kan falde sammen i tid ved lejligheder, i nogle tilfælde kan de ikke altid gøre det.
Bemærk Alle formelt definerede enheder skal defineres ud fra en type-eller referencesektion (eller lokalitet). Efter standardpraksis er dette i virkeligheden definitionen af bunden af den pågældende enhed, idet toppen af enheden defineres af bunden af den efterfølgende underopdeling.
*denne vejledning er baseret på den, der er produceret af Rayson et al. (2002) for stratigrafi-Kommissionen for Geological Society of London.