Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – sag om Kristeligt Demokratisk Folkeparti mod Moldova (nr. 2) (2010)
2)
(ansøgning nr. 25196/04)
dom
STRASBOURG
2.februar 2010
endelig
02/05/2010
denne dom bliver endelig under de omstændigheder, der er fastsat i Konventionens Artikel 44, s. 2. Det kan være genstand for redaktionel revision.
i tilfælde af Kristeligt Demokratisk Folkeparti v. Moldova (nr. 2),
Den Europæiske menneskerettighedsdomstol (Fjerde Afdeling), der sidder som en Afdeling, der består af:
Nicolas Bratza, Formand,
Lech Garlicki,
Ljiljana Mijović,
David Thór Björgvinsson,
Ján Šikuta,
: temadag om sædskifte Hirvelä,
Mihai Poalelungi, dommere,
og Fatoş Aracı, Stedfortrædende Afsnit Registrator,
Har drøftet i det private på 12 januar 2010,
Leverer følgende dom, der blev vedtaget på den pågældende dato:
PROCEDURE
1. Sagen opstod i en ansøgning (nr. 25196/04) mod Republikken Moldova indgivet til Domstolen i henhold til artikel 34 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (“konventionen”) af det kristelige demokratiske Folkeparti (“den anmodende part”) den 26.maj 2004.
2. Sagsøgeren var repræsenteret ved H. V. Nagacevschi, en advokat, der udøver virksomhed i Chi Kurrin. Den moldoviske regering (“regeringen”) var repræsenteret af deres Agent, Mr. V. Grosu.
3. Den anmodende part gjorde navnlig gældende, at dens ret til forsamlingsfrihed var blevet krænket.
4. Den 4.April 2008 besluttede præsidenten for Fjerde Afdeling at underrette regeringen om ansøgningen. Det blev også besluttet at undersøge sagens realitet samtidig med, at den kunne antages til realitetsbehandling (artikel 29, stk.3).
fakta
I. sagens omstændigheder
5. Det Kristeligt Demokratisk Folkeparti (“CDPP”) er et politisk parti i Republikken Moldova som var repræsenteret i Parlamentet og var i opposition på tidspunktet for begivenhederne.
6. Den 3.December 2003 ansøgte den ansøgende part til kommunalbestyrelsen i Chi Kurrin, om tilladelse til at afholde en protestdemonstration på pladsen i den store nationalforsamling, foran regeringens bygning, den 25. januar 2004. Ifølge ansøgningen havde initiativtagerne til hensigt at give udtryk for synspunkter om de demokratiske institutioners funktion i Moldova, respekten for menneskerettighederne og den Moldo-russiske konflikt i Transdniestrien.
7. Den 20.januar 2004 afviste kommunalbestyrelsen i Chi-Krisin-Kritu den ansøgende parts anmodning med den begrundelse, at “det havde overbevisende bevis for, at der under mødet vil være opfordringer til en angrebskrig, etnisk had og offentlig vold”.
8. Den sagsøgende part anfægtede afslaget i retten og gjorde bl.a. gældende, at de grunde, som kommunalbestyrelsen havde påberåbt sig, var helt grundløse.
9. Den 23.januar 2004 forkastede appeldomstolen i Chi-regionen den sagsøgende parts søgsmål. Retten fandt, at Kommunalbestyrelsens afvisning af at godkende CDPP ‘ s demonstration var berettiget, fordi de foldere, der blev formidlet af det, indeholdt sådanne slagord som “ned med Voronins totalitære regime” og “ned med Putins besættelsesregime”. Ifølge appelretten udgjorde disse slogans et opfordring til en voldelig omstyrtelse af det forfatningsmæssige regime og til had mod det russiske folk. I denne forbindelse mindede retten om, at demonstranterne under en tidligere demonstration, der var arrangeret af den anmodende part for at protestere mod det russiske militærs tilstedeværelse i Transdniestrien, brændte et billede af præsidenten for Den Russiske Føderation og et russisk flag.
10. Den anmodende part appellerede ovennævnte afgørelse med bl.a. begrundelse for, at de anfægtede paroler ikke med rimelighed kunne have været fortolket som en opfordring til en voldelig omstyrtelse af regeringen eller som en opfordring til etnisk had, og at afslaget på at tillade mødet udgjorde en krænkelse af dens rettigheder, der er garanteret i Konventionens Artikel 10 og 11.
11. Den 21.April 2004 afviste Højesteret den anmodende parts appel og bekræftede appeldomstolens dom.
II. RELEVANT NATIONAL LOVGIVNING
12. De relevante bestemmelser i Forsamlingsloven af 21.juni 1995 lyder som følger:
“Afsnit 6
(1) forsamlinger skal gennemføres fredeligt uden nogen form for våben og skal sikre beskyttelsen af deltagere og miljøet uden at hindre den normale brug af offentlige motorveje, vejtrafik og drift af økonomiske virksomheder og uden at degenerere til voldshandlinger, der kan bringe den offentlige orden og fysiske integritet og menneskers liv eller deres ejendom i fare.
afsnit 7
forsamlinger suspenderes under følgende omstændigheder:
(a) fornægtelse og ærekrænkelse af staten og folket;
(b) tilskyndelse til krig eller aggression og tilskyndelse til had af etniske, racemæssige eller religiøse grunde;
c) tilskyndelse til diskrimination, territorial separatisme eller offentlig vold;
d) handlinger, der underminerer den forfatningsmæssige orden.
afsnit 8
(1) forsamlinger kan afholdes på pladser, gader, parker og andre offentlige steder i Byer, Byer og landsbyer og også i offentlige bygninger.
(2) Det er forbudt at afholde en forsamling i de offentlige myndigheders bygninger, de lokale myndigheder, anklagemyndigheder, domstolene eller virksomheder med væbnet sikkerhed.
(3) Det er forbudt at afholde forsamlinger:
(a) inden for halvtreds meter fra Parlamentsbygningen, Moldovas præsident, regeringens sæde, Forfatningsdomstolen og Højesteret;
b) inden for femogtyve meter fra den centrale administrative myndigheds bygninger, de lokale offentlige myndigheder, domstole, anklagemyndigheder, politistationer, fængsler og sociale rehabiliteringsinstitutioner, militære installationer, jernbanestationer, lufthavne, hospitaler, virksomheder, der bruger farligt udstyr og maskiner, og diplomatiske institutioner.
(4) Fri adgang til de institutioner, der er nævnt i underafdeling (3), garanteres.
(5) de lokale offentlige myndigheder kan, hvis initiativtagerne er enige, oprette steder eller bygninger til permanente forsamlinger.
afsnit 11
(1) senest femten dage før forsamlingsdatoen skal arrangøren indgive en meddelelse til kommunalbestyrelsen, hvis model er angivet i bilaget, som udgør en integrerende del af denne lov.
(2) den forudgående meddelelse skal angive:
(a) navnet på organisatoren for forsamlingen og formålet med forsamlingen;
(b) dato, starttidspunkt og sluttidspunkt for forsamlingen;
(c) samlingens placering og adgangs-og returruter;
(d) den måde, hvorpå Forsamlingen skal finde sted;
(e) det omtrentlige antal deltagere;
(f) de personer, der skal sikre og svare for forsamlingens sunde opførsel;
(g) de tjenester, som arrangøren af forsamlingen beder kommunalbestyrelsen om at levere.
(3) hvis situationen kræver det, kan kommunalbestyrelsen ændre visse aspekter af forhåndsmeddelelsen med samtykke fra arrangøren af forsamlingen.”
Afsnit 12
(1) den forudgående anmeldelse skal undersøges af byens eller landsbyens lokale regering senest 5 dage før forsamlingsdatoen.
(2) Når forhåndsmeddelelsen behandles på et ordinært eller ekstraordinært møde i kommunalbestyrelsen, skal drøftelsen behandle form, tidsplan, sted og andre betingelser for forsamlingens afvikling, og den trufne afgørelse skal tage hensyn til den konkrete situation.
(…)
(6) de lokale myndigheder kan kun afvise en ansøgning om at afholde en forsamling, hvis den efter at have hørt politiet har opnået overbevisende bevis for, at bestemmelserne i Afsnit 6 og 7 vil blive overtrådt med alvorlige konsekvenser for samfundet.
Afsnit 14
(1) en afgørelse om afvisning af ansøgningen om afholdelse af en forsamling skal begrundes og fremlægges skriftligt. Den skal indeholde grunde til at nægte at udstede tilladelsen…
afsnit 15
(1) forsamlingens arrangør kan ved forvaltningsdomstolene anfægte den lokale regerings afslag.”
LOVEN
13. Den anmodende part klagede over, at afslaget på at godkende dens protest krænkede dens ret til frihed til fredelig forsamling som garanteret i konventionens artikel 11, der bestemmer:
“1. Enhver har ret til forsamlingsfrihed og foreningsfrihed med andre, herunder retten til at danne og tilslutte sig fagforeninger for at beskytte sine interesser.
2. Der må ikke lægges andre begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder end dem, der er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige sikkerhed, til forebyggelse af uorden eller kriminalitet, til beskyttelse af sundhed eller moral eller til beskyttelse af andres rettigheder og friheder. Denne artikel er ikke til hinder for, at medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller Statens administration indfører lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder.”
I. antagelighed af sagen
14. Domstolen finder, at den foreliggende anmodning rejser faktiske og retlige spørgsmål, der er tilstrækkeligt alvorlige til, at de kan afgøres på grundlag af en undersøgelse af sagens realitet, og at der ikke er godtgjort nogen grund til at erklære, at den ikke kan antages til realitetsbehandling. Retten erklærer derfor, at ansøgningen kan antages til realitetsbehandling. I overensstemmelse med sin beslutning om at anvende Konventionens Artikel 29-3 (Se afsnit 4 ovenfor) vil retten straks overveje sine fordele.
II. påstået overtrædelse af artikel 11 i konventionen
A. parternes argumenter
15. Den anmodende part fremførte, at indgrebet i dens ret til forsamlingsfrihed ikke forfulgte et legitimt mål og ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund.
16. Regeringen accepterede, at der har været et indgreb i sagsøgerens rettigheder som garanteret i konventionens artikel 11. Denne indblanding blev imidlertid foreskrevet ved lov, nemlig ved Forsamlingsloven, forfulgte et legitimt mål og var nødvendigt i et demokratisk samfund.
17. For så vidt angår det legitime mål, hævdede regeringen, at indgrebet var berettiget, da den forfulgte den nationale sikkerhed og den offentlige orden. Efter regeringens opfattelse kunne afholdelsen af demonstrationen foran regeringen have ført til spændinger mellem flertalsvælgerne i Det Kommunistiske Parti og mindretalsvælgerne i ansøgerpartiet og degenerere til voldshandlinger. Desuden udgjorde opfordringerne fra den ansøgende part vedrørende den “russiske besættelse af Moldova” en tilskyndelse til en aggressionskrig og had mod russerne. Med hensyn til proportionaliteten af indgrebet i det legitime mål, der forfølges, hævdede regeringen, at interessen for flertalsvælgerne, der havde stemt på kommunistpartiet, sejrede over mindretalsvælgerne, der havde stemt på ansøgerpartiet. Desuden tog myndighederne hensyn til Moldovas interesse i at opretholde gode bilaterale forbindelser med Den Russiske Føderation ved at begrænse sagsøgerens forsamlingsfrihed.
B. Rettens vurdering
18. Det er ubestridt mellem parterne, og Domstolen er enig i, at beslutningen om at afvise den anmodende parts anmodning om at afholde en demonstration den 25.januar 2004 udgjorde “indblanding fra offentlig myndighed” i sagsøgerens ret til forsamlingsfrihed i henhold til artikel 11, første afsnit. En sådan indblanding vil medføre en overtrædelse af artikel 11, medmindre den er “foreskrevet ved lov”, har et eller flere formål, der er legitime i henhold til stk.2 i artiklen og er “nødvendigt i et demokratisk samfund” for at nå et sådant mål eller mål.
19. Parterne bestrider ikke, at indgrebet var lovligt i henhold til konventionens artikel 11. Samtidig var de uenige om, hvorvidt indgrebet tjente et legitimt mål. Retten finder det af de nedenfor anførte grunde ikke nødvendigt at træffe afgørelse i dette punkt og vil fokusere på proportionaliteten af indgrebet.
20. Domstolen erindrer om, at den mange gange i sine domme har udtalt, at demokrati ikke blot er et grundlæggende element i den europæiske offentlige orden, men at konventet har til formål at fremme og opretholde et demokratisk samfunds idealer og værdier. Demokrati, har Domstolen understreget, er den eneste politiske model, der overvejes i konventet, og den eneste, der er forenelig med den. I kraft af ordlyden af artikel 11, andet afsnit, og ligeledes artikel 8, 9 og 10 i konventionen , er den eneste nødvendighed, der kan begrunde et indgreb i nogen af de rettigheder, der er nedfældet i disse artikler, en, der kan hævde at stamme fra et “demokratisk samfund” (se Refah Partisi (Velfærdspartiet) m. fl. mod Tyrkiet, nr.41340/98, 41342/98, 41343/98 og 41344/98, vers 86-89, EMRK 2003-II og Kristeligt Demokratisk Folkeparti mod Moldova, nr. 28793/02, EMRK 2006-II).
21. Med henvisning til kendetegnene for et “demokratisk samfund” har Domstolen lagt særlig vægt på pluralisme, tolerance og bredsindethed. I den forbindelse har den fastslået, at selv om individuelle interesser lejlighedsvis skal underordnes en gruppes interesser, betyder demokrati ikke blot, at flertallets synspunkter altid skal være fremherskende: der skal opnås en balance, der sikrer en retfærdig og korrekt behandling af mindretal og undgår misbrug af en dominerende stilling (jf. Young, James og Peter v. Det Forenede Kongerige, 13. August 1981, Kurt 63, Serie A nr. 44, og Chassagnou m. fl. v. Frankrig , nr. 25088/94, 28331/95 og 28443/95, 112, EMRK 1999-III).
22. Når retten foretager sin kontrol i henhold til artikel 11, har den ikke til opgave at erstatte sine egne synspunkter med de relevante nationale myndigheders, men snarere at efterprøve de afgørelser, den har truffet i henhold til artikel 11, efter eget skøn. Dette betyder ikke, at det skal begrænse sig til at undersøge, om respondentstaten udøvede sit skøn med rimelighed, omhyggeligt og i god tro; den skal se på den anfægtede indgriben i lyset af sagen som helhed og afgøre, om den var “proportional med det legitime mål, der forfølges”, og om de grunde, som de nationale myndigheder har fremført til at retfærdiggøre den, er “relevante og tilstrækkelige”. I den forbindelse skal Domstolen forvisse sig om, at de nationale myndigheder anvendte standarder, der var i overensstemmelse med principperne i artikel 11, og at de i øvrigt baserede deres beslutninger på en acceptabel vurdering af de relevante faktiske omstændigheder (jf. Tyrkiets Forenede Kommunistiske Parti m. fl. v. Tyrkiet, 30.januar 1998, 47, samling af domme og afgørelser 1998-I).
23. Retten til frihed til fredelig forsamling er sikret for alle, der har til hensigt at organisere en fredelig demonstration. Muligheden for voldelige moddemonstrationer eller muligheden for, at ekstremister med voldelige intentioner deltager i demonstrationen, kan ikke som sådan fjerne denne ret (Se Plattform “Lordr f lordr das Leben” mod Østrig, dom af 21. juni 1988, lordr 32, Serie A nr.139). Bevisbyrden for de voldelige hensigter hos arrangørerne af en demonstration ligger hos myndighederne.
24. I betragtning af de politiske partiers afgørende rolle for demokratiets korrekte funktion skal undtagelserne i artikel 11, når det drejer sig om politiske partier, fortolkes strengt; kun overbevisende og tvingende grunde kan begrunde begrænsninger af sådanne parters friheder garanteret ved artikel 11. Ved afgørelsen af, om der findes en nødvendighed i henhold til artikel 11, stk. 2, har de kontraherende stater kun en begrænset skønsmargen, som går hånd i hånd med streng europæisk tilsyn (se Socialistpartiet m. fl. v. Tyrkiet, 25. maj 1998, 50, rapporter 1998-III). Mens ytringsfriheden er vigtig for alle, er det især tilfældet for en folkevalgt repræsentant. Han repræsenterer sine vælgere, gør opmærksom på deres bekymringer og forsvarer deres interesser. Følgelig kræver indgreb i ytringsfriheden for et oppositionsmedlem af parlamentet den nærmeste kontrol fra Domstolens side (jf. Castells mod Spanien, 23.April 1992, vers 42, Serie A nr. 236).
25. Domstolen har ofte gentaget, at konventionen har til formål at garantere rettigheder, der ikke er teoretiske eller illusoriske, men praktiske og effektive (jf. Artico mod Italien, dom af 13.maj 1980, 33, Serie A nr. 37). Det følger af denne konstatering, at en reel og effektiv respekt for forenings-og forsamlingsfriheden ikke kan reduceres til en ren pligt fra statens side til ikke at blande sig; en rent negativ opfattelse ville ikke være forenelig med formålet med artikel 11 eller med konventionens formål generelt. Der kan således være positive forpligtelser til at sikre effektiv udøvelse af retten til forenings-og forsamlingsfrihed (jf. Det Forenede Kongeriges National Union of Journalists m.fl. mod Det Forenede Kongerige, nr. 30668/96, 30671/96 og 30678/96, LR 41, EMRK 2002-V), selv på området for forholdet mellem enkeltpersoner (jf. Plattform “LRR das Leben”, nævnt ovenfor, LR 32). Det påhviler derfor offentlige myndigheder at sikre et politisk partis korrekte funktion, selv når det chokerer eller fornærmer personer, der er imod de ideer eller påstande, som det søger at fremme. Deres medlemmer skal kunne holde møder uden at skulle frygte, at de vil blive udsat for fysisk vold af deres modstandere. En sådan frygt ville kunne afskrække andre foreninger eller politiske partier fra åbent at udtrykke deres meninger om meget kontroversielle spørgsmål, der berører samfundet.
26. Med hensyn til omstændighederne i den foreliggende sag bemærker Retten, at CDPP på det materielle tidspunkt var et parlamentarisk mindretalsparti med ca.ti procent af pladserne i Parlamentet, mens flertallet af kommunistpartiet havde ca. halvfjerds procent af pladserne. Indgrebet vedrørte en demonstration, hvor den ansøgende part havde til hensigt at protestere mod påstået antidemokratisk misbrug begået af regeringen og mod den russiske militære tilstedeværelse i den udbrudte Transdniestriske region Moldova. I betragtning af den offentlige interesse i ytringsfrihed med hensyn til sådanne emner og det forhold, at det ansøgende parti var et oppositionsparti, finder Domstolen, at statens skønsmargen var tilsvarende snæver, og at kun meget tvingende grunde ville have begrundet indgrebet i CDPP ‘ s ret til ytrings-og forsamlingsfrihed.
27. Retten bemærker, at kommunalbestyrelsen og de nationale domstole mente, at parolerne “ned med Voronins totalitære regime” og “ned med Putins besættelsesregime” svarede til opfordringer til en voldelig omstyrtelse af det forfatningsmæssige regime og til had mod det russiske folk og en tilskyndelse til en angrebskrig mod Rusland. Retten bemærker, at sådanne slogans skal forstås som et udtryk for utilfredshed og protest og er ikke overbevist om, at de med rimelighed kunne betragtes som en opfordring til vold, selvom de ledsages af afbrænding af flag og billeder af russiske ledere. Domstolen erindrer om, at selv sådanne former for protest som aktiv fysisk hindring af jagt blev anset for at være et udtryk for en mening (jf. Steel m.fl. mod Det Forenede Kongerige, 23. September 1998, kapitel 92 , betænkninger 1998-VII; Hashman og Harrup mod Det Forenede Kongerige, nr. 25594/94, artikel 28, EMRK 1999-VIII). I den foreliggende sag finder Domstolen også, at den sagsøgende parts slogans, selv om de ledsages af afbrænding af flag og billeder, var en form for at udtale sig om et spørgsmål af stor offentlig interesse, nemlig tilstedeværelsen af russiske tropper på Moldovas område. Retten erindrer i denne forbindelse om, at ytringsfriheden ikke kun henviser til “information” eller “ideer”, der er positivt modtaget eller betragtes som uoffensive eller som et spørgsmål om ligegyldighed, men også til dem, der fornærmer, chokerer eller forstyrrer (jf.Jersild mod Danmark, 23. September 1994, 31, Serie A nr. 298). Domstolen er derfor ikke overbevist om, at de ovennævnte grunde, som de nationale myndigheder påberåber sig til at nægte den anmodende part tilladelse til at påvise, kan anses for relevante og tilstrækkelige i henhold til konventionens artikel 11.
28. I deres beslutninger var de indenlandske myndigheder også afhængige af risikoen for sammenstød mellem demonstranterne og tilhængerne af regeringspartiet. Retten finder, at selv om der var en teoretisk risiko for voldelige sammenstød mellem demonstranterne og tilhængerne af Det Kommunistiske Parti, var det politiets opgave at stå mellem de to grupper og sikre den offentlige orden (se afsnit 25 ovenfor). Derfor kan denne grund til at nægte tilladelse ikke betragtes som relevant og tilstrækkelig i henhold til konventionens artikel 11.
29. Ved at nå frem til ovennævnte konklusioner minder retten om, at den sagsøgende part havde en fortegnelse over talrige protestdemonstrationer, der blev afholdt i 2002, og som var fredelige, og hvor der ikke var sket voldelige sammenstød (jf. ovenfor nævnte Kristeligt Demokratiske Folkeparti mod Moldova, ro-Det Demokratiske Folkeparti mod Moldova, nr.25230/02, 25203/02, 27642/02, 25234/02 og 25235/02 af 27. marts 2008). Under sådanne omstændigheder finder Domstolen, at der i den anmodende parts handlinger ikke var noget, der antydede, at den havde til hensigt at forstyrre den offentlige orden eller at søge en konfrontation med myndighederne eller med tilhængere af regeringspartiet (jf. Hyde Park m.fl. mod Moldova, nr. 33482/06, 30. marts 31. marts 2009).
30. Retten konkluderer derfor, at indgrebet ikke svarede til et presserende socialt behov og ikke var nødvendigt i et demokratisk samfund. Der er sket en overtrædelse af konventionens artikel 11.
III. ANVENDELSE AF KONVENTIONENS ARTIKEL 41
31. Artikel 41 i konventionen bestemmer:
“hvis retten finder, at der har været en overtrædelse af konventionen eller protokollerne hertil, og hvis den pågældende høje kontraherende parts interne lov kun tillader delvis erstatning, skal retten om nødvendigt give den skadelidte retfærdig tilfredshed.”
A. Skade
32. Sagsøgeren hævdede 3.000 euro (EUR) for moralsk skade.
33. Regeringen var uenig og argumenterede for, at beløbet var for stort og ubegrundet.
34. Retten tildeler den ansøgende part hele det krævede beløb.
B. Omkostninger og udgifter
35. Sagsøgerne krævede også 1.098, 05 EUR for de omkostninger og udgifter, der var afholdt for de nationale domstole og Domstolen.
36. Regeringen anfægtede beløbet og hævdede, at det var for stort.
37. Retten tildeler 1.000 EUR for omkostninger og udgifter.
C. morarenter
38. Retten finder det hensigtsmæssigt, at morarenten baseres på den Europæiske Centralbanks marginale udlånsrente, hvortil der lægges tre procentpoint.
AF DISSE GRUNDE HAR DOMSTOLEN ENSTEMMIGT
1. Erklærer ansøgningen antagelig;
2. Mener, at der har været en overtrædelse af artikel 11 i konventionen;
3. Har
(a) , at den indklagede stat inden tre måneder fra den dato, hvor dommen bliver endelig i overensstemmelse med konventionens artikel 44 2, skal betale sagsøgeren følgende beløb, der skal omregnes til den indklagede stats valuta til den sats, der gælder på afviklingsdatoen:
(i) 3.000 EUR (tre tusinde euro) for ikke-økonomisk skade plus enhver skat, der kan opkræves af dette beløb;
ii) 1 000 EUR (tusind euro) for så vidt angår omkostninger og udgifter plus enhver skat, der kan pålægges ansøgeren af dette beløb;
b) at der fra udløbet af ovennævnte tre måneder til afvikling betales simpel rente af ovennævnte beløb til en sats svarende til den Europæiske Centralbanks marginale udlånsrente i misligholdelsesperioden plus tre procentpoint
4. Afviser resten af ansøgerens krav om retfærdig tilfredshed.
udfærdiget på engelsk og meddelt skriftligt den 2.februar 2010 i henhold til Domstolens artikel 77, stk. 2 og 3.
fato-Karl Arac-Karl Nicolas Brats
stedfortrædende justitssekretær præsident
Kristeligt Demokratisk Folkeparti v. MOLDOVA (nr. 2) Dom