Stedfremstilling er en central aktivitet for kristne grupper. Alligevel indeholder den videnskabelige litteratur lidt komparativ samtale om lokale kristne teorier om sted. Denne artikel ‘tænker over’ ti etnografiske beskrivelser af evangeliske samfund for at være opmærksom på, hvad disse kristne er opmærksomme på i deres daglige stedfremstilling. Den diskuterer syv problematik, der ofte gentager sig i evangelisk stedarbejde (nemlig sproglige, materielle, tidsmæssige, personlighed, translokale, transcendente og verdslige bekymringer). Denne analyse nuancer aktuelle Antropologiske debatter om protestantisk væsentlighed, tidsmæssighed, og personlighed. Artiklen hævder, at en central tese af evangeliske sted-making er en samtidig tage fra hinanden og samle tro og sted. Dette resulterer i en samtidig sammensmeltning og’ unfusing ‘ af situation og indstilling, som hverken kan mærkes dis-placering eller grundig placering. Mere bredt, evangelisk stedfremstilling giver et moderne eksempel på afskrækkelse, der adskiller sig fra placeless-ness. Det taler også til det komplekse samspil mellem idealer, intentionalitet og agentur.