CMT Uddrager en uddybet forståelse af den menneskelige natur fra den eksistensfilosofiske formulering, som Gabriel Marcel formulerer på følgende måde: “jeg har en krop og er min krop”. “For os er kroppen ikke indgangen til det, der psykisk sker, men snarere det sted, hvor hele det, der sker psykisk, finder sted.”
CMT er teoretisk baseret på Gabriel Marcel og Maurice Merleau-Pontys eksistensfilosofi, Piagets genetiske teori om viden, hvordan han præsenterer dette i sin udvikling af tankestrukturerne, i Viktor von Kristians medicinske antropologi (hans teori om Gestaltkreis) og i teorier i dybdepsykologi om egoudvikling (A. Freud, Hartmann, Blanck og Blanck) og objektforholdet (Balint, Mahler, Ericson, Kohut og kernberg) og i den nyere spædbarnsforskning (Lichtenberg, Stern, Sanders).
CMT ‘ s grundlæggende filosofiske principper kommer fra forskellige skitser af kropssindet problematisk i vestlig filosofi. Indtil i dag markerer Descartes’ dualisme (krop og sind som separate enheder) vores tænkning. Overgangen fra filosofi til psykologi gennem Ehrenfels, Koffka og K Lyrahler, Gestaltpsykologerne, medførte ændringen til et samlende koncept. Inden for filosofien yder fænomenologen og eksistensfilosofen Gabriel Marcel et væsentligt bidrag til overvindelsen af kroppens sind splittet med sin “etre et avoir” teori. Han ankommer til formuleringen “jeg har en krop og er min krop” (“corp hvad jeg har et korps hvad jeg kan lide”) ligesom Maurice Merleau-Ponty i sin “fænomenologi af opfattelse”: “ens egen krop er i verden som et hjerte er i en organisme: kroppen er det, der holder hele det synlige skue i live; det nærer og fylder en inderligt med livet og bygger et enkelt system med skuespillet.”
i sin lære om psykosomatiske sygdomme starter V. V. lærdom med psykofysiske paralleller og interaktionsteori og bevæger sig til sin Gestaltkreis lære; i denne lære begynder han med subjektiviteten i opfattelsesprocessen og med forestillingen om, at opfattelse og bevægelse er forbundet: “det, der hersker, er en kontinuerlig og gensidig, selvbelysende, indesluttet i sig selv, kropslig-mental frem og tilbage, i cykluslignende enhed.”
på niveauet for udviklingspsykologi svarer Gestaltkreis-læren til Jean Piagets observationer om udviklingen af de tidlige barndomsstrukturer for opfattelse, holdning og tanke. I kontinuerlige assimilations-og indkvarteringsprocesser arbejder den motoriske kognitive og den følelsesmæssige udvikling sammen og bestemmer hinanden. Sansernes udvikling, de konstant differentierende tanke-og komportstrukturer og oplevelsen af rum og tid er for Piaget forudsætningerne for at udvikle evnen til at symbolisere. Kompatibel med dette er teorierne om udvikling i dybdepsykologi, hvor hovedvægten er på den tidlige barndomsoplevelse med de mennesker, som man har forhold til, og hvor betingelsen for en sund udvikling er et lykkeligt forhold til den person, man forholder sig bedst til (Balint, Mahler, Ericson, Vinnicott, Kohut og Kernberg).
“når det i terapi handler om at få mere indsigt og bevidsthed om sig selv, er der behov for sprog og tænkning. Men Sprog behøver ikke nødvendigvis at være verbalisering af indholdet; kropssprog eller udtryk for ens eget private sprog hjælper også. Det er netop de patienter, der ikke verbalt kan udtrykke deres følelser og fornemmelser, som lettere finder i gestikulation, i symbolsk udtryk om emner eller scener, et første indgangspunkt i deres indre liv.”